DKCH+J Oban, Veteran Verdens Vinder 2010.

Oban i daglig tale kaldet.... Oban! Ja, jeg valgte selv denne gang.

Oban er af det 3. kuld mellem Kvilimare Augusta Bell Ranger og Glenmore (Bowie).

Han er min 3. hund.

Bowie lavede det første kuld med Augusta i 1999, der blev fire hvalpe, hvoraf Flemming beholdte en han nemlig Lucky.

Der skulle gå lidt over et år, før Flemming lavede kuld nr. to med de samme hunde og da hvalpene havde den rette alder, tog Christina og jeg til Boeslum for at se, hvad de så havde lavet denne gang.

Da jeg trådte ud af bilen på gårdspladsen, havde Flemming anskaffet sig en gammel Pajeo og der sad en hund i den. Christina mente ikke, at jeg skulle gå hen til bilen, når der sad en hund som jeg ikke kendte, på det tidspunkt kendte hun ikke Flemmings hunde, så jeg stak snotten ind til vovse, og hvad skuede mit øje, et gisp må jeg have givet fra mig, en FLOT han sad i bilen. En han som jeg vil have dem.

Lucky var den hund, som sad i bilen den dag og så rar ud, hvilket han virkelig er. Flemming kom ud. Christina var i gang med at nusse Lucky, jeg kiggede op på Flemming og sagde jeg vil have en hvalp fra de to! Du kommer til at lave et kuld mere Flemming gnækkede lidt, men efter kort efter kunne han fortælle, at det sådan set var hans mening, for det var SATANEDME godt det her, han skulle bare lige have overtalt Gitte.

Jeg tror nu ikke det var så svært at overtale Gitte; i hvert fald kom Augusta på besøg hos Bowie en 3. gang. Hold da op, hvor blev den gamle glad. Han havde på det tidspunkt haft andre damer på besøg, men Augusta er og bliver hans kæreste.

Resultatet af besøget udeblev ikke, så den 3/7 2001 kom Oban til verden. Da han var bare 14 dage gammel tog vi over og besøgte ham,  i samme besøg blev han valgt.

Det var ikke så svært at vælge, der var kun to hanner, og den anden var som snydt ud af næsen på Bowie. (Jeg har i øvrigt mødt ham som voksen og han er stadig som snydt ud af næsen på sin far). Derfor blev det Oban, han var så dejlig: rolig men bestemt ikke ræd af sig.

I august blev Oban hentet efter mange ture til Boeslum, hvor vi besøgte ham.

SÅ STARTEDE VI IGEN.

Oban var ikke så nem at arbejde med som de andre og det siger ikke så lidt i forhold til Bowie, men her var det nogle helt andre problemer, der skulle takles. Han er temmelig blød, men også meget intelligent, så han lærte hurtig at spille på, at han bare var sådan en lille rar hund, der ikke kunne gøre for det.

Da vi lærte hinanden ordentligt at kende, og jeg lærte, at Oban ikke er sin far, så begyndte der at ske noget. Ja ja det gik ikke så stærkt som med hans bror, men jeg er heller ikke Flemming Søndergård, som virkelig kan læse en hund. Og heldigvis, at han kan det, for han fik os ud af en dum blindgyde, vi var kommet i. 

Da vi kom i åben klasse, kom der skred i det og tingene begyndte at fungere.

Der skal lige fortælles en lille historie: da Oban skulle have sin brugsprøve, hvilket i øvrigt gik fint, var der samme dag ræveapportering på tid for sjov. Taysha, der er en ørn med ræve skulle selvfølgelig prøve, fik da også den bedste tid den dag, så mente jeg alligevel at det kunne være sjovt at lade Oban prøve ræven. Jeg spurgte dommeren, om jeg måtte tage ham med ud og lægge ræven? jow det måtte jeg da godt. Efter tre forsøg fik jeg overbevist Oban om, at det var meningen, at ræven skulle ligge der, hvor jeg lagde den, for han ville tage den med, med det samme. Ok så startede vi forsøget TAG MIKKEL sagde jeg! SKRALDE BANG så Oban sad ved siden af mig med ræven. 8 måneder gammel og der var aldrig nogen, der kom i nærheden af hans tid

Oban skulle også på et tidspunkt som unghund med på opsamling. Denne gang ville jeg ikke begå samme fejl som med Taysha, så han startede sent på sæsonen som nr. to hund over middag, og jeg fik allieret mig med forskellige dygtige hundefolk, der kunne holde mig tilbage, hvis det gik for stærkt.

Jeg har nu fået en hund, der overhovedet ikke siger et pip, uanset hvad der sker omkring ham, er virkelig lydig, men kan løse en opgave selvstændigt, når han bliver sendt på den. 

År 2003 skulle så blive sæsonen for Oban og her fandt vi virkelig hinanden, det fungerede så fantastisk, det var fedt at komme hjem og kunne fortælle, at hunden ikke havde lavet en eneste fejl. Det var også året, hvor jeg fik Flemming med på Egebjerg igen. Da han havde set Oban og den skaldede (mig) på jagt mumlede han noget om, at jeg skulle se at få den 1. præmie i åben, så jeg kunne komme på A prøve, den er nu i hus og forhåbentlig i skrivende stund vil der komme flere til.

2003 blev også året, hvor Oban kom med på fjorden for første gang. Hermed mener jeg ikke trækjagt generelt, men ud i prammen.

Når man skal have en hund af Bowie og Obans kaliber (39kg) med ud i en lille skydepram, så kræver det noget af hunden, nemlig at de først og fremmest kan begå sig på gyngende grund og sidde stille. (Taysha bliver aldrig pramhund, selvom hun er mere praktisk af størrelse, hun kan ikke lide at bunden bevæger sig og så bliver hun urolig, ikke nogen god ting i vintermånederne)

Jeg har en tradition med at tage til fjorden en uges tid i min campingvogn sammen med min bedste ven, og det var i denne uge, at Oban skulle prøve prammen på et aftentræk. Da vi kommer ned til bådene, skal jeg have ham op i mandkassen. Det gjorde han bare, som om han aldrig havde lavet andet! Man klør sig selv lidt i nakken og siger ja ja det var da en udmærket start, men lad os se, når han kommer ud til vandet og vi skal stage.

Her skal lige forklares vores pramme: bådene ligger i en meget lille kanal som man trækker dem ud af, inden man kan stage til de pladser, man har valgt til det træk, man er på vej til. Når jeg skal stage min pram og har hund med, hvilket jeg næsten altid har, så skal hunden op på en plade, så den sidder forrest på båden ovenpå mandkassen, fordi jeg er nødt til at stå i kassen for at styre og holde balance.

HER er det vigtigt, at hunden kan futte derop og forholde sig i ro.

Da vi kommer ud af Æ havn så peger jeg på pladen. Inden jeg når at give en kommando, så sidder Oban på sin pind. Vi stager til Pouls pynt og jeg begynder at lægge lokker ud. Når jeg gør det, plejer Bowie, uanset om det er morgen eller aftentræk, at gå ud på bagenden af båden og sidde der, for at holde øje med, om jeg gør det ordentligt. Sagen er nemlig den, at jeg ikke vil have en våd hund fra morgenen af, eftersom hunden ligger på min mave i båden, kan den lige så godt være tør så længe som muligt.

Jeg havde lagt ca. halvdelen af lokkerne ud, da jeg vendte mig om for at hente et læs mere. GISP Har jeg fået den rigtige hund med? Der sidder Oban fuldstændig som sin far bag på båden, på samme måde med halen, det samme overvågende blik og han har aldrig været med før.

Her er det, man ved, at den dag , som vi jo ved, der kommer, når man har hund, nemlig hvor de skal herfra, når den dag kommer med Bowie, så kommer jeg på det første træk på fjorden til at gå og stortude, fordi når jeg vender mig om, så sidder Bowie der igen og alligevel ikke, men hans søn.

Oban har siden hen været med nogle gange, men desværre ikke med det helt store udbytte, derimod har han haft masser af succes i krageskjulet. Det er så heldigt, at min kammerat og jeg regulerer krager for min nabo ved hans frilandssvin, og det er virkelig rart at sidde med en hund, der ruller sig sammen op af siden på en i skjulet og første eksploderer, når man beder ham om at hente den krage, der er skvattet ned.

Udstilling skal vi omkring igen og her er det træls at gå med Oban, for han gør det bare og så vinder han i øvrigt ret tit. Han har endnu ikke fået en andenpræmie.

Et år gammel blev han BIM på chestræffet, året efter fik han sit første Cert. Også på træf og dagen efter fik han en andenpræmie på sin første åben klasse prøve.

I år 2003 fik han sit andet Cert. og det første CACIB i Herning på international udstilling.

På chestræf i maj 2004 fik han 1. præmie på markprøve, åben klasse. Og i august 2004 fik han sit sidste udstillingscert., hvormed han blev dansk udstillingschampion. Så nu må vi hellere finde en udstilling i et andet land, så han kan blive Int. Champ.

Oban er i skrivende stund (2006) 5 år gammel og det ser ud til, at man sigter efter toppen både jagt, markprøve og udstillingsmæssigt, men en ting kommer man aldrig til at tage fra ham: han er lige så gennemført rar som han er flot og stor, derfor er han også børnenes yndlingshund. Han er den hund næsten alle fremmede, børn som voksne, skal hen og røre ved og kan røre ved, uanset om han er løs, i snor eller sidder i sin bil.

Oban er blevet gentestet for arvelig PRA (øjensygdom) ved Optigen og er blevet fundet genetisk fri - dvs han kan kun give PRA-frie gener videre til sine hvalpe

I 2007 modtog Oban det nyoprettede DKCH+J championat ved en lille ceremoni på DRK's juleudstilling.

Juni 2009: Oban blev bedst i race med certifikat på det Norske ches træf's udstilling. Dermed er han nu både Dansk og Norsk udstillingschampion. Hans datter, Aquamanda's Månestråle blev bedste tæve på samme udstilling.